Jeg er lektor i epidemiologi med særlig interesse for kvinders sundhed og endometriose. Min forskning bygger især på nationale sundhedsregistre og store kohortestudier og omhandler årsager til, diagnostik og konsekvenser af endometriose. Jeg har desuden gennem en årrække forsket i vaccinesikkerhed med særligt fokus på HPV- og COVID-19-vacciner. Jeg er uddannet biolog og har en ph.d. i epidemiologi.
Jeg anvender epidemiologiske metoder til at undersøge årsager til og konsekvenser af sygdom med særligt fokus på kvinders sundhed. Min forskning har aktuelt hovedfokus på endometriose, herunder sygdommens årsager, diagnostiske forløb og konsekvenser for helbred, arbejdsliv og brug af sundhedsvæsenet. Jeg forsker desuden i vaccinesikkerhed, særligt i relation til HPV- og COVID-19-vacciner.
Jeg underviser i både basal og avanceret epidemiologi for bachelor- og kandidatstuderende på Folkesundhedsvidenskab. Gennem forelæsninger, holdundervisning og gruppearbejde har jeg som mål at styrke de studerendes evne til kritisk at vurdere den sundhedsvidenskabelige litteratur, samtidig med at de lærer at vælge den mest egnede metode til deres egne studier. Desuden har jeg bidraget til udviklingen af den lærebog, vi anvender på alle epidemiologikurser på instituttet.
Jeg leder en forskningsgruppe med fokus på kvinders sundhed og epidemiologi og er kursusansvarlig og underviser på Folkesundhedsvidenskab. Jeg er programleder for ph.d.-programmet i Public Health og medformand for Women’s Health Network ved Aarhus Universitet. Desuden deltager jeg i flere nationale og internationale forskningsprojekter inden for kvinders sundhed og endometriose.