Aarhus Universitets segl

Nyt magasin fra AU Engineering: Sammen skaber vi fremtiden

Grøn omstilling, bæredygtige teknologier og tværfaglige løsninger på samfundets store problemer er omdrejningspunktet for AU Engineerings nye ingeniørvidenskabelige profilmagasin, som er på gaden nu.

Det nye AU Engineering Profile Magazine 2021 er ude nu. Find link i artiklen til onlineversionen, og besøg vores side for forskning og erhvervssamarbejd på engineering.au.dk/profile.

Er der plads til mere natur i Danmark? Hvordan kommer vi billigst og hurtigst i mål med Paris-aftalen? Kan vi skære på CO2- og klimaaftrykket i byggebranchen? Og hvordan kan vi bedst udnytte mulighederne ved nye digitale teknologier?

Disse spørgsmål og mange flere er i fokus i AU Engineerings nye profilmagasin, der nu er frit tilgængeligt online og på tryk.

I magasinet sætter vi fokus på vores nationale og internationale samarbejder med virksomheder, myndigheder og vidensinstitutioner og på, hvordan teknologien kan være med til at løse nogle af de mange problemer og udfordringer, verden står over for.

”Vi kan med forskningen se ind i en fremtid med enormt potentiale for grønne teknologier. En fremtid, hvor samarbejde på kryds og tværs af fagligheder, brancher og industrier skaber nye muligheder - nye, alternative måder at gøre ting på. Alt for længe har vores samfund været styret af fossile råstoffer, og det er via forskning, samarbejde, uddannelse og teknologiske kvantespring, at vi kan frigøre os fra den fortid,” siger professor Lars DM Ottosen, Institutleder for Institut for Bio- og Kemiteknologi.

Aarhus Universitet har siden 2016 været i gang med at udrulle en historisk stor satsning på ingeniørområdet. Målet er førende internationale forsknings- og uddannelsesmiljøer inden for teknisk videnskab, og i januar 2021 åbnede universitetets fire nye institutter:

En af hensigterne med de nye institutter, der samlet går under navnet AU Engineering, er at skabe bedre forudsætninger for samarbejde med både virksomheder og offentlige institutioner ved bl.a. at integrere erhvervslivets problemstillinger og teknologiudfordringer i uddannelses- og forskningsaktiviteter.

De fire institutter samarbejder allerede med en bred vifte af organisationer og virksomheder om forsknings- og udviklingsprojekter.

AU Engineering deltager i transnationale samarbejder, etablerer innovative partnerskaber, udforsker teknologiske udfordringer og udvikler nye teknologier for at hjælpe med at udvikle, opbygge og optimere produktionskæder.

”Ny viden og ny teknologi skal komme hele samfundet til gavn, og derfor er det vigtigt, at vi skaber og udvikler viden og teknologi i samarbejde med industri og erhvervsliv i både Danmark og udlandet. Vi er ambitiøse, og vi håber, at der er mange, der vil være ambitiøse sammen med os i at skabe en fremtid, hvor vi tager hånd om de problemer, mennesket står over for,” siger Andy Drysdale, teamleder ved Business Relations and Partnerships.

Den fysiske udgave af AU Engineering Profile 2021 kan bestilles ved at sende en mail til bruun@au.dk. Den elektroniske udgave kan findes her: ingenioer.au.dk/profile2021. Læs mere om samarbejde og muligheder her: ingenioer.au.dk/samarbejde.

God læselyst.  


Kontakt

Jesper Bruun
Journalist, AU Engineering
Mail: bruun@au.dk
Tlf.: 42404140