En helt særlig studiestart på AU Engineering
Efter et år med nedlukninger og meget begrænset social kontakt var stemningen tæt på sitrende, da de mange veloplagte tutorer modtog næsten 1000 nye ingeniørstuderende.
Forventningsfulde, nye studerende, tutorer med god energi, rundvisninger, fællessang og ryste-sammen-lege. Studiestarten d. 25. august ligner en ganske almindelig studiestart, men alligevel er den helt speciel.
”Det her er en studiestart, vi ikke bare sådan lige glemmer. Det her er en dag, vi vil huske som en festdag og en ny start, hvor vi kan samles på universitetet. Alt det, der er som det plejer, sætter vi i år ekstra pris på,” siger dekan Finn Borchsenius, prodekan for uddannelse ved fakultetet Technical Sciences.
Han glæder sig over de mange nye ingeniørstuderende, som fylder auditorierne på Navitas, Katrinebjerg og i universitetets aula.
”Vi kan byde de studerende velkommen til et universitet, der er blandt de 100 bedste i verden. Vi kan byde dem velkommen til en ny start, nye oplevelser, nye udfordringer, et arbejdsmarked fuld af muligheder og forhåbentlig også nogle af de bedste år i deres liv,” siger han.
Læs mere om vinterstudiestart på ingeniøruddannelserne
Ny by, nyt studie, ny start
Mens de nye studerende ankommer til deres første dag på Aarhus Universitet, står tutorer i kulørte t-shirts klar til at give dem en varm velkomst.
For nogle er det første møde med byen Aarhus, og alt er nyt. 19-årige Rebecca Shousboe er tilflytter fra Fyn, og hun skal læse til diplomingeniør i Bioteknologi. Hun går med sin rygsæk udenfor Statsbibliotekets gule mure og kigger nysgerrigt rundt.
”Jeg er helt vildt spændt. Der er virkelig mange nye indtryk. Jeg kender ingen, og lige nu koncentrerer jeg mig bare om at finde vej,” siger hun.
Hun bliver vist ind i universitetets smukke aula, der er fyldt til bristepunktet med andre nye ingeniørstuderende. En af dem er 26-årige Mathias Lykke Nielsen. Han er ikke helt ny på universitetet, for han har en bachelorgrad i Musikvidenskab. Nu er han mødt op til første dag på diplomingeniøruddannelsen i Elektrisk Energiteknologi.
”Jeg vil gerne arbejde med klima og grøn omstilling, og samtidig er det vigtigt for mig, at der er jobsikkerhed. Jeg føler mig meget velkommen her. Det er vildt nok, at der er så mange,” siger han.
Mere når han ikke at sige, for så starter den fælles morgengymnastik. Under de kostbare ph-lamper i aulaen hopper nu flere hundrede studerende i takt med tutorerne.
Imens ankommer de nye civilingeniørbachelorstuderende på Katrinebjerg.
21-årige Katrine Larsen fra Skive sidder klar i auditoriet som en af de første. Hun skal læse Kemiteknologi, og hun glæder sig:
”Jeg er sikker på, det bliver godt. Jeg elsker kemi, så det kan ikke gå helt galt. Jeg spændt på, hvordan det er at læse til ingeniør – både med hensyn til det faglige og det sociale,” siger hun.
Følg studiestarten, #auingeniør og AU Engineering på Instagram
Tutorernes kæmpe indsats
Studiestart er også en mærkedag for tutorerne, som har lagt rigtig mange timer i at forberede et godt introforløb til de nye ingeniørstuderende.
”Vi har glædet os. Der har været så mange aflysninger af alt muligt i det seneste år, men nu skal vi i gang igen. Det er dejligt at se så mange glade mennesker,” siger Mathias Hedegaard fra tutorforeningen RUS-1 Katrinebjerg.
Formanden for foreningen går under pseudonymet Suppe, og da hun stiller sig op på aulaens majestætiske talerstol, som ellers plejer at være forbeholdt rektorer, dekaner og professorer, bliver der stille i salen. Hun har et vigtigt budskab:
”I dag er en stor dag, for nu kan I kalde jer ingeniørstuderende. For mig er det også studiestart efter et turbulent år med Corona, så jeg har også sommerfugle i maven. Jeg kan godt huske, hvordan det var at være ny. Mange af jer sidder sikkert og tænker: Har jeg valgt det rigtige studie? Kan jeg finde ud af det? Vil jeg få nogle venner? Men jeg kan sige til jer, at langt de fleste af jer lidt senere på semestret vil være faldet rigtig godt til. I vil have lært Aarhus at kende, og I vil have lært nye mennesker at kende, og det bliver måske til til livslange venskaber. Nu er tavlen ren. Det er op til jer, hvad der skal stå. I skal bare springe ud i det.”
AU Engineering byder velkommen til i alt 956 nye ingeniørstuderende i Aarhus og Herning.