Tillykke til 587 nyuddannede ingeniører
Aarhus Universitet ønsker alle nye diplom- og civilingeniører tillykke med dimissionen.
Et livskapitel sluttede torsdag d. 26. januar for et rekordstort kuld af ingeniører fra Aarhus Universitet.
Der var en højtidelig stemning på både Navitas og Katrinebjerg, hvor forældre, venner, forskere, undervisere og institutledere var samlet for at fejre de unge ingeniører og sende dem videre i livet med dugfriske eksamensbeviser.
Se billederne fra vinterdimission 2023 nederst på siden.
Se flere af dimittendernes egne billeder på Instagram (AU Engineering)
En stolt dekan
For dekan Eskild Holm Nielsen ved fakultetet Technical Sciences på Aarhus Universitet markerer vinterens dimissionen en særlig milepæl. Han ønsker de nye ingeniører tillykke og roser dem for deres indsats.
”I er kommet gennem jeres studietid med store bump på vejen især på grund af Corona. Vi har set med egne øjne, hvordan I har knoklet og hjulpet hinanden. Fællesskabet har vist sin store værdi. Nu er I klar til at læse videre eller til at træde ud på arbejdsmarkedet, men verden er forandret. Den er ramt af en alvor, I ikke kendte til på samme måde, da I startede på universitetet. Vi står overfor nogle enorme udfordringer omkring klima, grøn omstilling, energiforsyning, sundhed og cybersikkerhed, og mange af jer vil komme til at bruge jeres karriere på at skabe en bedre fremtid for os alle. Samfundet har brug for jer. Måske mere end nogensinde. Og I tager derfor fra dimissionen her med både meget store muligheder og et meget stort ansvar. Jeg ønsker jer held og lykke.”
"Vi har en mission"
En af de ingeniører, samfundet har brug for er Laura Hviid, som er nyuddannet diplomingeniør i Kemiteknologi. Hun har netop afleveret bachelorprojekt om CO2-fangst og grøn energi og skal læse videre til civilingeniør.
”Jeg tror ikke, jeg føler mig ligeså magtesløs overfor klimaforandringer som mange af mine jævnaldrende på andre studier. Jeg går jo rundt blandt forskere og studerende i de laboratorier, hvor løsningerne allerede findes, og hvor vi arbejder på at gøre teknologierne parate til virkeligheden. Vi har en fælles ingeniørmission, og det er mega fedt at være en del af. Vi vil gerne skabe et samfund, hvor vi ikke har brug for fossile brændstoffer,” siger hun.
Læs også artiklen: Kolort, kuldioxid og en kemisk reaktion
Unge i høj kurs
De nye ingeniørdimittender kan se frem til masser af jobs og stort set ingen ledighed på et arbejdsmarked, hvor de er mere end velkomne.
Mikael Bergholz Knudsen, institutleder på Institut for Elektro- og Computerteknologi fortæller en hverdag, hvor talentjagten er rykket ind på universitetet.
”Mange af vores studerende får adskillige jobtilbud, når de nærmer sig de afsluttende eksamener. Det er virkelig noget, vi kan mærke. Det hænger selvfølgelig sammen med samfundets generelle mangel på ingeniører, men det hænger også sammen med, at vi har hamrende dygtige studerende her på AU. De har både den dybe teoretiske indsigt, og så kan de tænke helhedsorienteret omkring teknologi og omsætte deres viden til værdi for virksomhederne stort set med det samme. Det er helt klart den erfaring, vi har,” siger han.
Læs også artiklen: Unge ingeniører får den største lønstigning i 14 år
Bevar kontakten til AU Engineering
AU Engineering vil gerne bevare kontakten til alle vores fantastiske dimittender og opfordrer derfor til, at nyuddannede registrerer sig som alumne og følger os på LinkedIn.
Sådan bliver du oprettet som AU-alumne her