Aarhus University Seal

Aarhus som Science & Engineering-region til debat

Fredag d. 27. august besøgte en delegation af forskere, fondsdirektører, topchefer og universitetsledere Aarhus Universitet for at diskutere, hvad der skal til, for at byen og regionen kan blive et af verdens bedste steder for teknologivirksomheder.

Tænketanken Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) samlede i sidste uge en delegation af topfolk fra universiteter, virksomheder og fonde til debat om fremtidens Science & Engineering fødekæde på Navitas i Aarhus (Foto: Lars Kruse, arkiv)

Aarhus Universitet spiller en vigtig rolle i udviklingen af Midtjylland som en stærk videnregion med en voksende base af sunde teknologivirksomheder. Men hvordan skal visionen se ud for fremtiden? Hvad skal der til for at skabe et endnu bedre økosystem, som kan blive en motor for flere danske startups, arbejdspladser, velstand og bæredygtig omstilling i samfundet? 

Det var temaet for to paneldebatter på Navitas i sidste uge arrangeret af tænketanken Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV). 

En livlig debat

Dekan Eskild Holm Nielsen for Technical Sciences deltog med et indlæg om Danmark som teknologination med et ønske om bedre politiske rammevilkår for entreprenørskab på universiteterne. Han sagde: 

”Vi har som universitet et stort ansvar for at bidrage til en voksende fødekæde af Science & Engineering-virksomheder, og vi har et ønske om i langt højere grad at integrere vores arbejde med entreprenørskab og iværksætteri helt ind i vores kerneaktiviteter omkring uddannelse, forskning og erhvervssamarbejde.” 

Dekan Kristian Pedersen fortalte om universitetets campusudvikling og om visionerne for en tættere tilknytning til både små og mellemstore virksomheder:  

”Vi er i gang med at samle og fortætte vores aktiviteter, og det kan både være med til at tiltrække store, internationale virksomheder og styrke adgangen til viden for de mere lokale, små og mellemstore virksomheder,” sagde han. 

Universitetets erhvervsdirektør, Lone Ryg Olsen, satte i sit debatindlæg fokus på universiteternes nuværende incitamentsstruktur for innovation.

”En af vores allerstørste udfordringer er, at vi på universiteterne har et belønningssystem, der faktisk modvirker entreprenørskab blandt vores forskere,” sagde hun.  

Peter Gorm Larsen, professor ved Institut for Elektro- og Computerteknologi, fortalte blandt andet om universitetet samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune og det nye Digital Transformation Lab i Skjern. 

”Det er et eksempel på, hvordan vi som universitet kan hjælpe med at styrke de digitale muligheder for danske produktionsvirksomheder. Vi kan tilbyde dem adgang til ny viden, og de får let adgang til at ride med på den digitale bølge,” sagde han. 

Læs også nyheden: Nyt samarbejde skal hjælpe virksomheder med på digitaliseringsbølgen

Mangel på talent

De virksomheder, som deltog i arrangementet, pegede alle på én enkeltstående, dominerende problemstilling og barriere for vækst – nemlig manglen på kandidater med STEM-kompetencer. 

Brian Gottorp Jeppesen, CEO for Mjølner Informatics, fortalte om en ny trend, hvor flere internationale videnvirksomheder er i gang med at trække deres forsknings- og udviklingsaktiviteter hjem til Danmark. Han oplever, at det giver et voksende behov højt kvalificeret arbejdskraft.

”Manglen på ingeniører er vores største problem. Vi kunne ansætte 20 lige nu. Jeg tror, det er helt afgørende, at vi får flere unge til at vælge de uddannelser, som erhvervslivet har brug for,” sagde han. 

Geeta Schmidt, CEO for it-virksomheden Humio, der i år blev solgt til en amerikansk sikkerhedsvirksomhed for 2,4 milliarder kroner, mærker også manglen på STEM-kompetencer i Danmark: 

”Aarhus er et fantastisk sted at starte og drive virksomhed med rigtig gode muligheder for at samarbejde med universitetet, gode uddannelser og gode dimittender. Vi mangler bare nogle flere,” sagde hun. 

Hendes pointe bakkes op af Akademiet for de Tekniske Videnskabers analyser, der viser, at STEM-dimittender fra universiteterne er den type medarbejdere, som teknologivirksomhederne har allermest behov for, men samtidig sværest ved at rekruttere. 

Her kan du downloade ATV’s rapport Danmark som Science & Engineering-region

Mere information

Akademiet for de Tekniske Videnskabers arrangement på Aarhus Universitet er en del af en større Danmarksturné med besøg hos virksomheder og videninstitutioner. 

Målet er at afdække, hvad der skal til for at fastholde og udbygge Danmarks teknologiske styrkepositioner i 2030. 

Turnéen afvikles i forlængelse af et omfattende analysearbejde, der dokumenterer Science & Engineering-virksomhedernes bidrag til dansk økonomi. 

Her kan du downloade ATV’s rapport State of the nation 2021

Hovedresultaterne fra analysearbejdet er: 

  • Der er 2363 virksomheder, der kan defineres som Science & Engineering-virksomheder.
  • Disse virksomheder leverer et væsentligt større bidrag til dansk økonomi end alle øvrige erhvervsgrupperinger. 
  • De omsætter for mere end 1000 milliarder kroner, står for hele 16 procent af det danske BNP og næsten halvdelen af eksporten. 
  • I Region Midtjylland er der 456 S&E-virksomheder, som beskæftiger 61.000 mennesker. 

Teknologiens Topmøde i november

Indsigterne fra Danmarksturnéen og analysearbejdet præsenteres på Teknologisk Topmøde 2021 d. 9. november 2021 i DGI-byen i København eller online. 

Læs mere om Teknologisk topmøde og tilmeld dig her